værdigrundlag

I Bofællesskabet Rose Marie ser vi det enkelte menneske som medborger med lige ret, pligt og muligheder for, sammen med andre, at deltage i samfundets udformning, udvikling og tilbud. Samtidig opfatter vi mennesket som enestående med ret til selv at bestemme over sit liv og helbred indenfor de betingelser, som samfundet til hver en tid har opstillet rammer for.

Friheden til, i dialog med andre mennesker, at træffe egne valg og udvikle sig selvstændigt er efter vores opfattelse alt afgørende for den enkeltes muligheder for at opnå et tilfredsstillende og meningsfuldt liv.

Vi lægger vægt på at hverdagslivet i bofællesskabet ikke fungerer som en isoleret del af samfundet, men at vi med vores aktiviteter altid bevæger os i retning af at deltage i samfundets generelle tilbud og institutioner.

I det daglige tager vi udgangspunkt i følgende værdier:

 

Respekt

Vores professionelle indsats skal respektfuldt understøtte håb og fremtidsperspektiv på alle niveauer og i alle faser. Det indebærer et positivt udviklende miljø, hvor empati, lydhørhed og engagement er nøgleord.

Respekten kommer til udtryk i samarbejdet med den enkelte beboer, pårørende, netværk og samfundet i øvrigt. I det respektfulde samspil har vi som medarbejdere ansvar for at der udvikles en relation mellem beboer og medarbejder, som bygger på ligeværdighed, accept og anerkendelse af den enkelte beboer med hans eller hendes erfaringer samt sociale og kulturelle baggrund.

Vi tilstræber en ligeværdig relation, hvor den enkelte beboer har nogle særlige behov, som medarbejderne, med deres professionelle kunnen, kompetence og menneskelighed, på en reflekterende måde forsøger at komme i møde.

Respektfulde relationer mellem beboer og medarbejder er grundlaget for et højt kvalitetsniveau i det sociale arbejde, som udfoldes i bofællesskabet.

 

Faglighed

For os handler faglighed om hvad vi gør og hvorfor, hvornår og hvordan vi gør det.

Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat, hvilket indebærer at medarbejderne har udviklet en fælles målsætning og et fælles værdigrundlag for arbejdet i bofællesskabet.

I den samlede medarbejdergruppe bidrager den enkelte medarbejder med netop sin faglige baggrund, etik og personlighed til, sammen med den enkelte beboer, at skabe en fælles forståelse af beboerens situation, en forståelse, som ligger til grund for at udvikle et nuanceret og kvalificeret tilbud til den enkelte.

I det daglige arbejde stræber vi efter at udvikle et fagligt og loyalt miljø, hvor refleksion, tilstedeværelse, fleksibilitet, tydelighed, struktur og samarbejde er nøgleord.

Med henblik på til stadighed at forbedre kvaliteten af det faglige arbejde, som udføres i bofællesskabet, indgår dokumentation som en vigtig del.

Dokumentationen består dels af de faglige planer, som udarbejdes sammen med hver beboer en gang om året og dels beskrivelser i form af løbende journalnotater.

Med henblik på at styrke medarbejdernes faglighed prioriterer vi ligeledes deltagelse i relevante kurser.

Bofællesskabet arbejder ud fra en socialfaglig forståelsesramme.

Grundlaget er psykosocial rehabilitering, som er den proces, der fremmer muligheder for at borgere med psykisk funktionsnedsættelse kan opnå størst mulig grad af selvstændig funktion i samfundet.

Det indebærer både udvikling og forbedring af den enkelte borgers kompetencer – og forandring af dets omgivelser.

Det betyder blandt andet at samspillet, relationerne og dialogen mellem beboer og medarbejdere er væsentlige elementer i grundlaget for alle de ydelser, der tilbydes .

Sidebar
Sidebar
39 62 88 57 Find hjem

Kontakt